Struer KommuneStruer Lydens by
Anmeldeordning


Har du jord inden for Natura 2000-områder, skal du være opmærksom på, at bestemte former for driftsændringer eller aktiviteter kræver en forudgående anmeldelse til enten kommunen eller Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning. 
En række indgreb, der normalt ikke kræver tilladelse efter lovgivningen, skal anmeldes til kommunen 4 uger før de sættes i værk. Det gælder bl.a. almindelige driftsændringer som gødskning, plantning af levende hegn, opdyrkning af vedvarende græs m.m..
Anmeldelse skal ske skriftligt til Struer Kommune. Du kan hente anmeldelsesskemaet her.

Anmeldeordningen er lavet for at kommunen skal have mulighed for at vurdere, om en aktivitet kan skade arter og naturtyper i Natura 2000-området.
Kommunen skal inden 4 uger træffe afgørelse, hvis kommunen ønsker at vurdere den anmeldte aktivitet nærmere. Hvis kommunen ikke træffer afgørelse inden 4 uger, kan aktiviteten sættes i værk. Dette gælder dog kun aktiviteter, der ikke kræver tilladelse eller dispensation efter anden lovgivning.

Følgende aktiviteter og driftsændringer i Natura 2000 skal anmeldes: 
•    Tilplantning med juletræer og skov, flerårige energiafgrøder, levende hegn og lignende i fuglebeskyttelsesområder. 
•    Rydning af samt træartsskifte og plantning i løvskov. 
•    Ændring i tilstanden af søer, heder, moser og lignende, strandenge, strandsumpe, ferske enge og overdrev, der ikke opfylder størrelseskravet i naturbeskyttelseslovens § 3. 
•    Ændring i tilstanden af indlandssaltenge, kilder og væld samt vandløb, der ikke er udpeget efter naturbeskyttelseslovens § 3. 
•    Opdyrkning af vedvarende græsarealer i fuglebeskyttelsesområder. 
•    Opdyrkning, tilplantning og sandflugtsdæmpning på klitter. 
•    Rydning af krat af havtorn, gråris og enebær samt skov af skovfyr på klitter. 
•    Rydning af krat af enebær på overdrev, der ikke er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. 
•    Væsentlig ændring inden for kort tid i græsningsintensitet, herunder ophør med græsning eller høslet. 
•    Væsentlig ændring i anvendelsen af husdyrgødning, herunder ændret gødskning fra handelsgødning til husdyrgødning. 
•    Etablering af anlæg, der er nødvendige for erhvervet, herunder veje. 
•    Etablering af ikke-godkendelsespligtige virksomheder i områderne, der kan medføre betydelige forstyrrelser (eksempelvis støj).

Natura 2000-områderne kan du se på Miljøportalens kort.

Natura 2000 områder

Natura 2000 områderne er et netværk af værdifulde naturområder i hele EU. Formålet med EU's direktiver om naturbeskyttelse og Natura 2000-områderne er at beskytte vores unikke naturområder og de sjældne eller truede dyr og planter.

Staten udarbejder Natura 2000-planer for områderne, som er en samlet plan for, hvordan fremgang i vores vigtigste natur sikres. Natura 2000-planerne skal indeholde mål for naturtilstanden og en indsats, der skal gennemføres i planperioden. Planerne opdateres hvert 6. år. Natura 2000-planerne kan ses på Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning. (http://svana.dk/natur/natura-2000/natura-2000-planer/)

Kommunen skal sikre, at planerne føres ud i livet. Med udgangspunkt i de statslige mål for naturtilstanden udarbejder Struer Kommune handleplaner.

I Struer Kommune er udpeget:

Natura 2000-område nr. 62 Venø og Venø Sund, der udgøres af:

  • EF habitatområde nr. 55 Venø og Venø Sund
  • EF Fuglebeskyttelsesområde nr. 40 Venø og Venø Sund

Natura 2000-område nr. 28 Agger Tange, Nissum Bredning, Skibsted Fjord og Agerø, der udgøres af:

  • Dele af EF habitatområde nr. 28 Agger Tange, Nissum Bredning, Skibsted Fjord og Agerø
  • Dele af EF Fuglebeskyttelsesområde nr. 27 Glomstrup Vig, Agerø, Munkholm og Katholm Odde, Linholm og Rotholme
  • Dele af EF Fuglebeskyttelsesområde nr. 28 Nissum Bredning

Natura 2000-områderne kan du se på Miljøportalens kort. (http://arealinformation.miljoeportal.dk/distribution/)

Kommunen er forpligtet til at administrere gældende lovgivning så der ikke sker negative påvirkninger af de udpegede dyr og planter.

Du kan læse mere om anmelderordningen hos Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning 

Her kan du henvende dig

Plan og Miljø
Østergade 13
7600 Struer

Telefon: 9684 8401
E-mail: teknisk@struer.dk

KONTAKT INFORMATION
Struer Kommune
Postbox 19
Østergade 11-15
7600 Struer
CVR: 29189951
T: 9684 8484
F: 9684 8109
struer@struer.dk
sikkerpost@struer.dk
DEN DIGITALE HOTLINE  
TELEFONTIDER  
Mandag - torsdag kl. 08.00 - 20.00
Fredag kl. 08.00 - 16.00
Lørdag lukket
Søndag kl. 16.00 - 20.00