Struer KommuneStruer Lydens by
God natur skaber vi sammen – naturpleje i Hellerød Kær

Ansvarlig: Tina Pedersen, biolog, Plan- og Miljø i Struer Kommune

Hvem står bag projektet?
Private lodsejere i Hellerød Kær Naturplejeforening og Struer Kommune.

Hvad går projektet ud på?
Hellerød Kær på Thyholm er et af Danmarks mest værdifulde naturområder og naturplejen varetages i et samarbejde mellem kommune og private lodsejere. Dermed er projektet et godt eksempel på, hvordan vi sammen skaber og vedligeholder vores fælles natur til glæde for både lokale og turister.
Samarbejdet har bl.a. medført, at vi kan bevare sjældne plantearter i området, f.eks. kødædende planter og orkideer. Afgræsningen foregår ved hjælp af naturplejeforeningen, som bruger de kommunale ”lånekøer”, det meget robuste Galloway-kvæg. Kvæget er også at finde på særlige menuer på den lokale Tambohus Kro, så det rækker ud til mange aktører.  Og så bliver der arrangeret naturture i området. 

Hvilke interessenter er inddraget og hvem skal inddrages fremover?
Lokale ildsjæle er allerede involveret, men flere skal gerne komme til. Struer Kommune vil gerne iværksætte lignende naturplejeprojekter i samarbejde med private lodsejere. Det kan f.eks. være ved Kilen, på Venø eller andre steder med oplagte naturværdier.

Hvordan bidrager projektet til ”det gode liv i Struer Kommune”?
Som Limfjordskommune har vi en helt særlig kystnatur, men hvis den ikke bliver plejet, gror den til med brombærkrat, hyben, træer, høje tagrør, to meter høj gyvel osv. og bliver umulig at færdes i. Det giver færre naturoplevelser og rekreative muligheder. Den naturplejede natur med græssende husdyr er derimod et levende landskab med en god naturtilstand og stor biologisk rigdom af sommerfugle, insekter, fugle og smukke blomsterplanter. Og så er den nemmere at færdes i og få noget ud af. Så kan vi fortsat gå tur Kilen rundt, færdes på Limfjordens strandenge, nyde den gode udsigt ud over fjorden, eller plukke noget af den mad, man får på trendy nordiske restauranter, som vokser stort set lige udenfor vores dør. 
Skal vi fortsat have mulighed for at gå og færdes i vores natur, at få gode naturoplevelser og at nyde det særegne landskab er det derfor vigtigt, at naturen plejes til gavn for såvel dyr, planter som mennesker.

Hvad skal der til, før inddragelsen af frivillige kan lykkes?
Engagerede og meget dedikerede borgere samt et godt og tillidsfuldt samarbejde med lodsejerne er forudsætningen for gode naturplejeprojekter. Det er derfor vigtigt at udbrede kendskabet til, at kommunen gerne vil samarbejde om naturplejeprojekter og har erfaring med det. 

Hvorfor skal man besøge jeres bod på Folkemødet?
Det gode naturplejesamarbejde i Hellerød Kær er et eksempel på hvordan naturpleje kan gøres. Så på Folkemødet vil vi gerne give borgere og andre aktører inspiration til at samarbejde om naturpleje, samt gøre opmærksom på, at naturen ikke bare kan passe sig selv. Og så glæder jeg mig til at høre borgernes ideer til naturplejeprojekter, hvor kommune og borgere arbejder sammen om at skabe og bevare værdifuld natur. 

Hvad er næste skridt i projektet?
Det vil være en stor succes, hvis Folkemødet skaber nye naturplejeprojekter, eller hvis borgerne går fra mødet med en større forståelse af, hvorfor naturpleje er så vigtig. 

Nedenfor ses forskellen på en ”Ikke naturplejet strandeng” og en ”Naturplejet strandeng”

Ikke naturplejet strandeng
Naturplejet strandeng
KONTAKT INFORMATION
Struer Kommune
Postbox 19
Østergade 11-15
7600 Struer
CVR: 29189951
T: 9684 8484
F: 9684 8109
struer@struer.dk
sikkerpost@struer.dk
DEN DIGITALE HOTLINE  
TELEFONTIDER  
Mandag - torsdag kl. 08.00 - 20.00
Fredag kl. 08.00 - 16.00
Lørdag lukket
Søndag kl. 16.00 - 20.00